Det ser festlig ud med stjerner i fondant, når du skal pynte en fødselsdagskage eller en barnedåbskage. Jeg har brugt stjerner på en fondant kage med Star Wars tema. Her får du en vejledning / DIY, der forklarer hvordan du laver stjerner i fondant eller gum paste.
DU SKAL BRUGE:
Fondant eller gum paste
Tylosepulver, (kun, hvis du bruger fondant)
Pastafarver og evt. guld glimmer, hvis du vil have gyldne stjerner
Stjerne udstikkere (jeg bruger metaludstikkere)
Duster med maizena mel
Non-stick board /skærebræt uden riller
Rullepind
Edible glue (spiseligt lim)
Pensel (til lim)
Evt. opbevaringsfolder fra Wilton
Blomstertråd (gauge str. 22 eller 20).
SÅDAN GØR DU
1) Ælt fondanten så den er blød og tilføj en lille knivspids tylosepulver. Uden tylosepulver bliver fondanten for blød og svær at arbejde med. Hvis du anvender gum paste / sugar paste i stedet for fondant skal du ikke tilsætte tylosepulver.
2) Farv fondanten i de farver, som du skal bruge til dine stjerner. Du skal bruge pastafarver. Se vejledning.
3) Tag et non stick board eller skærebræt uden riller og dust det med maizena mel. Du kan bruge en duster. Du skal også duste din rullepind lidt inden du starter.
4) Udrul dernæst fondanten / gum paste tyndt, men ikke for tyndt, du må prøve dig lidt frem. Dine stjerner skal ikke være for tykke og kluntede at se på, men hvis de bliver for tynde, krøller de let sammen.
5) Udstik 2 stjerner med en stjerne udstikker. De 2 stjerner skal have samme størrelse. Kør rundt med udstikkeren, mens du presser ned på fondanten. På den måde får du lavet et rent snit, så der ikke hænger ekstra fondant fast på stjernen.
6) 2) Dyp en pensel i lidt spiselig lim og pensl begge stjerner med lidt lim på den ene side af stjernen – kom endelig ikke ret meget på.
3) Læg en blomstertråd i limen på den ene stjerne, så den ligger midt på stjernen.
4) Kom den anden stjerne oveni med limen nedad, så de 2 stjerner ligger præcist oveni hinanden.
5) Når du skal sætte stjernerne fast oveni kagen, skal du ikke stikke blomstertråden direkte ned i kagen, sæt i stedet stjernerne fast i et “posy pick” – en hvid plasticholder, som du kommer noget fondant ned i og så kan du stikke blomstertrådene ned i holderen. Alternativt kan du pakke spidsen af tråden ind i sølvpapir eller lidt madfilm.
Bagefter farver jeg stjernerne med guld farve og er så kagen med stjernerne sat fast: