Hortensia er meget dekorative på kager og jeg elsker at pynte med dem. Her får du en vejledning i hvordan du laver hortensiaer i fondant eller gum paste til dine egne kageprojekter 😉
Du skal bruge:
Fondant eller gum paste
Tylosepulver (kun hvis du anvender fondant)
Udstikker og præger
Non stick board eller alm. skærebræt unden mønster
Rullepind
Duster
Toffifee bakke eller blomsterformer kopper
Pastafarve
Pulverfarver
Pensler til lim og pulverfarver
Sådan gør du:
1) Start med at farve din fondant eller gumpaste i den ønskede farve med pastafarve. Du tager lidt farve op på en tandstik og tørrer tandstikken af på fondanten, hvorefter du ælter farven ind i fondanten. Når fondanten har den rigtige farve tilfører du en knivspids tylosepulver, så fondanten bliver nemmere at arbejde med. Se evt. denne vejledning vedr. farver.
Husk at putte fondanten eller gumpasten i en tætlukket plasticpose hver gang du ikke arbejder med den, da den ellers tørrer og bliver ødelagt. Tag kun et lille stykke ud som svarer til det du skal arbejde med ad gangen og lad resten være i posen imens.
2) Tag et non stick board og dust det lidt med din duster. Du skal også duste din rullepind lidt inden du starter
3) Her har jeg ikke farvet fondanten, da jeg ønsker en hvid hortensia. Rul fondanten / gum paste ud på skærebrættet
4) Tag udstikkeren og pres den ned i fondanten. Tag den forsigtigt op. Fortsæt med at lave det antal blomster, som du skal bruge.
5) Hvis du skal lave flere blomster, er det nemmest at udrulle et stort stykke fondant / gum paste og udstikke alle blomsterne på én gang. Læg de blomster, du ikke bruger under noget plastik eller du kan anvende en ”opbevaringsfolder” fra Wilton, så tørrer blomsterne ikke imens.
6) Tag blomsten og placér den i præger-delen af værktøjet (sørg for at have dustet præger-delen lidt først, så blomsten ikke hænger fast).
7) Pres de 2 præger-dele sammen om blomsten
8) Tag blomsten forsigtigt ud.
9) Nu skal blomsten tørre i nogle timer eller gerne natten over. Du kan placere din blomst i en Tofifee bakke eller en blomsterformer kop fra Wilton. Det giver blomsten noget ”form” når den tørrer i den facon, så ser den mere ægte ud og er ikke bare helt flad.
10) Blomsten skal nu males. Her anvender jeg pulverfarver. Åbn en beholder med pulverfarve. Hæld forsigtigt en lille smule pulverfarve op på et stykke køkkenrulle
11) Dyp en tør pensel i pulverfarven og dup den af på køkkenrullen, så du fjerner overskudsfarve, pas på du ikke får for meget farve på ad gangen.
12) Hold i blomsten, mens du forsigtigt pensler farven på blomsten. Du kan evt. holde blomsten over dampen fra en el-kedel eller lign. i ganske få sekunder, så fæstner farverne sig bedre.
Her ligger de så på rad og række 🙂
Det var lidt om hvordan man laver hortensiaer i fondant eller gum paste. Kunne du bruge vejledningen? Jeg hører gerne fra dig, hvis du har spørgsmål eller kommentarer 🙂