Denne tutorial viser, hvordan du laver en lille petunia, som du kan anvende som dekoration på en festkage, bryllupskage eller på cup cakes. De er rigtig søde og super simple at lave.
Du skal bruge:
Fondant eller gum paste
Tylosepulver, (kun, hvis du bruger fondant)
Pastafarver
Udstikker og præger (jeg anvender et sæt med udstikker og præger)
Non stick board eller alm. skærebræt unden mønster
Rullepind
Plastikpose eller opbevaringsfolder fra Wilton
Duster
Malerbakke eller blomsterformer fra Wilton
Lim (edible glue)
Pensler
Evt. sukkerperler til midten af blomsten
Evt. pulverfarve
Sådan gør du:
1) Start med at farve din fondant eller gumpaste i den ønskede farve (se vejledning). Bagefter tilfører du en knivspids tylosepulver, så fondanten bliver nemmere at arbejde med – dette gøres ikke, hvis du anvender gum paste. Husk at putte fondanten eller gumpasten i en tætlukket plasticpose, hver gang du ikke arbejder med den, da den ellers tørrer og bliver ødelagt.
2) Tag et non stick board/skærebræt uden riller og dust det lidt med din duster. Du skal også duste din rullepind lidt inden du starter
3) Rul fondanten / gum pasten ud på boardet. Det skal ikke rulles papirstyndt ud, men det skal heller ikke være for tykt, du må prøve dig frem.
4) Tag udstikkeren og pres den ned i fondanten og kør forsigtigt rundt med udstikkeren, så fondanten slipper og der ikke sidder ekstra fondant fast på kanterne af blomsten. Tag forsigtigt blomsten op.
5) Hvis du skal lave mange blomster, er det nemmest at udrulle et stort stykke fondant / gum paste og udstikke alle blomsterne på én gang. Læg de blomster, du ikke bruger under noget madfilm eller du kan anvende en ”opbevaringsfolder” fra Wilton, så tørrer de ikke imens.
6) Tag nu en blomst ad gangen og placér den i præger-delen af værktøjet (sørg for at have dustet præger-delen lidt først, så blomsten ikke hænger fast).
7) Pres de 2 præge-dele sammen om blomsten.
8) Tag blomsten forsigtigt ud, brug evt. en pensel eller en lille kniv til at løsne blomsten med.
9) Farv evt. midten af blomsten med lidt pulverfarve i en mørkere eller lysere farve end blomsten (se vejledning) og du kan vælge at placere en lille sukkerperle i midten af blomsten, pensl midten med lidt spiselig lim og sæt perlen fast.
10) Lad blomsten tørre i en rund form, f.eks. i en malerbakke eller i en Wilton blomsterformer, så blomsterne får lidt facon og ikke bliver helt flade. Lad blomsten tørre i et døgns tid.
Det var lidt om, hvordan man laver små søde petuniaer, håber at du kan bruge vejledningen? Jeg hører gerne fra dig, hvis du har spørgsmål eller kommentarer 🙂