Friske jordbær cupcakes

Friske jordbær cupcakes – hjemmelavede fra bunden med friske bær. Luftige, svampede og med masser af jordbær. 

Jordbær cupcakes

Glæd dig til en hyggestund i køkkenet med denne opskrift: Du starter med de friske jordbær. Omkring 4-5 store jordbær, som du blender til en tyk puré. Den blander du med resten af ingredienserne – såsom mel, bagepulver, flormelis, yoghurt osv. Tilsidst skal de have 20 minutter i ovnen og så er de klar! Super simpelt.

Opskriften her rækker til 12 cupcake forme, som skal være ¾ del fyldt. Husk, at du kan tilføje et par dråber rød frugtfarve eller lyserød pastafarve til dejen, så får du pink cup cakes, hvis du altså ikke synes det er lige lovligt amerikansk  😉 Se cupcake opskriften nederst i indlægget.

Som pynt på dine cupcakes, kan du bruge en lækker jordbær frosting eller en vanilje frosting.

Sådan pynter du dine cupcakes med frosting

Når du vil pynte dine cupcakes med en flot frosting eller topping, er det vigtigt, at du anvender den korrekte tyl og min favorittyl er  helt klart Wilton nr. 1M, som er den, jeg anvender mest til cupcake frosting. Den laver nemt en flot, tyk hvirvel, der ser meget ensartet ud. Jeg har et sæt med forskellige tyller fra firmaet Wilton, hvor 1M og en hel masse andre fantastiske tyller er inkluderet. En anden mulighed for at udsmykke dine cupcakes er at bruge Wilton nr. 2A, (som også er med i min samling af tyller), den er perfekt, hvis du vil have en top af frosting ovenpå dine cupcakes, men uden en hvirvel. Der findes også mange søde muffins papirforme, der kan give dine cupcakes et ekstra pift, når du serverer dem. Du kan evt. have glæde af at kikke på denne youtube video hvis du vil lære mere om cupcake frosting.

SE OGSÅ: De vigtigste redskaber til at lave cupcakes og muffins

Friske jordbær cupcakes
 
Lækre jordbær cupcakes med friske jordbær
Forfatter:
Ingredienser
  • 4-5 store jordbær
  • 220g mel (mål præcist af)
  • ½ tsk bagepulver
  • ¼ tsk natron
  • ½ tsk salt
  • 200g sukker
  • 115 g usaltet smør, smeltet
  • 1 stort æg
  • 62 g jordbær yoghurt (eller alm. yoghurt du rører op med 2 spsk. jordbærmarmelade)
  • 180 ml mælk
  • 1 tsk vaniljeekstrakt
Beskrivelse
  1. Forvarm ovnen til 175 grader (ikke varmluft)
  2. Kom muffins papirforme i en muffinsform. Der er til 12 cup cakes.
  3. Blend jordbærrene i en foodprocessor eller blender. Blend indtil jordbærrene er en tyk puré.
  4. Bland mel, bagepulver, natron og salt sammen i en stor skål.
  5. Smelt smørret i en kasserolle og tilsæt sukker, pisk det sammen. Blandingen bliver tyk.
  6. I en anden skål pisker du æg, yoghurt, mælk og vaniljesukker sammen.
  7. Rør stille og roligt alle de våde ingredienser sammen med de tørre ingredienser indtil der ikke er nogen klumper.
  8. Vend forsigtigt jordbærpuréen i.
  9. Fordel dejen i de 12 muffinsforme.
  10. Bages i ca. 20 minutter eller indtil der ikke kommer dej med op, hvis du stikker en kødnål eller strikkepind ind i dem.
  11. Lad dem køle af inden du pynter dem.

Forskel på cupcakes og muffins?

Nu taler jeg om cupcakes her, mens mange bruger ordet “muffins”. Ofte vil en cupcake være mere “kageagtig” og pyntet med smørcreme, hakket chokolade eller andet, mens en muffin regnes for mere “sund” og “brødagtigt”. Forskellen kan dog være svær at få øje på, hvis man læsser sin muffin med chokolade, glasur eller lign. 😉