Kagedekoration for begyndere: Step 3 – Sådan skærer du kagen i bunde

Lær hvordan du skærer en kage i bunde. Dette er 3. del i min serie om kagedekoration for begyndere. Du kan læse de andre indlæg her.

skære11

Forskellige metoder

Der findes mange metoder når man skal skære kagen i bunde. Jeg vil her beskrive 2 forskellige metoder, som jeg har erfaring med og som jeg synes virker. Nogle bager kagebundene en ad gangen, men det synes jeg er for besværligt (hop altid over hvor gærdet er væltet 😆 ) Jeg synes det er meget nemmere at bage en hel kage på 7½ – 8 cm i højden og så skærer den i 3 kagebunde efterfølgende.

Ikke skære i nybagt kage = katastrofe 😯

Inden du går i gang skal kagen være helt afkølet, jeg venter normalt 1 døgns tid inden jeg skærer kagen i bunde for du risikerer at kagen går i stykker eller krummer meget, hvis den er helt friskbagt når du skærer den.

Ofte fryser jeg en kage ned til senere brug. Du kan enten skære den i bunde efter et døgns tid og så fryse den ned med bundene stakket oven på hinanden (kom lidt bagepapir eller mellemlægspapir mellem bundene) eller du kan fryse den ned i et stykke og skære den i bunde når den er optøet igen.

Metode nr. 1: Kagedeleren

Når du skære kagen i bunde er det en god idé at have en silikonemåtte, som man kan placere kagen på imens, så den står stabilt på bordet, mens du skærer kagen.

Den ene metode man kan bruge, når man skal skære kagebunde, er at anskaffe et udstyr, der hedder
en kagedeler. Du lægger kagen på bordet og saver forsigtigt igennem kagen en bund ad gangen. Kagedeleren kan indstilles alt efter hvor tykke du vil have bundene. Det gode ved kagedeleren er at bundene får samme tykkelse.

Jeg anvender en kagedeler, som er rigtig effektiv. Den ser sådan ud:

skære2

Jeg pakker kagen ud. Jeg har pakket den ind i film og så med en pose udenom, så den ikke bliver tør:

skære3

Jeg placerer kagen oven på silikonemåtten på bordet. Derefter indstiller jeg størrelsen på kagedeleren til 1 cm. og begynder langsom at file igennem kagen, sørg for at have kagedelerens to “fødder” konstant placeret på bordet imens du filer.

skære4

Når du har filet igennem den første bund fjerner du først den store del af kagen og derefter bunden, som du netop har skåret. Jeg anvender en pizza spade til at flytte kagen, så jeg sikrer at hverken restkage eller bund knækker når jeg løfter den væk fra måtten

skære5

Derefter placerer du resten af kagen på måtten igen og fortsætter med at file igennem bund nr. 2 på nøjagtig samme måde som med bund nr. 1. Når du er færdig med bund nr. 2, skærer du bund nr. 3 igen på præcis samme måde.

Meget simpelt!

Metode nr. 2: Kniv og afstandstræ

Denne metode er også meget brugbar, jeg bruger den især til større kager,  hvor kagedeleren kan komme til kort.

Med denne metode skal du bruge en meget lang savtakket kagekniv og 2 stykker afstandstræ (10 mm). Du skal også bruge en anden person til at hjælpe dig.

Jeg bruger en kagekniv på 35 cm til at skære kagebundene med, du kan normalt ikke bruge en almindelig franskbrødskniv, da den simpelthen ikke er lang nok.

Afstandstræ bruges til at opmåle, at dine bunde bliver præcis samme størrelse hele vejen igennem, mens du skærer dem. Jeg bruger normalt et afstandstræ, der har en tykkelse på 1 cm (10 mm)

skære6

Bliv ikke ransaget fredag aften i byen med denne kniv på dig 😉

Placér de 2 stykker afstandstræ på hver side af kagen og sørg for, at den del af kniven som vender væk fra dig konstant flugter med afstandstræet så bunden får samme tykkelse hele vejen igennem og du ikke langsomt begynder at skære opad.

Man kommer meget let til at skære opad så derfor vil jeg anbefale at du får hjælp af en anden person, så person 1 skærer bunden og person 2 holder to fingre på kniven, så man konstant presser kniven ned mod afstandstræet mens der skæres. Det hele kræver lidt fingerspidsfornemmelse og tungen lige i munden, så tag det helt stille og roligt mens I skærer 😉

(Hvis det er din mand, der hjælper er dette en udmærket ægteskabstest på samme niveau som samling af IKEA reol, hvor 3 skruer mangler eller opsætning af tapet 😀 )

skære8

Mens  person 1 skærer bunden og holder igen på kagen samtidigt, fastholder person 2  kniven mod afstandstræet, (min mand var ikke lige ved hånden, så jeg udfører begge opgaver på billederne, men forestil dig, at det er 2 forskellige personer, der udfører opgaverne sammen).

skære7

Løft kagebundene væk med en pizza spade eller lignende, så bundene ikke knækker.

skære10

Nu er alle bundene klar 🙂

skære11

Du skal ikke smide kageresterne der bliver til overs ud. De kan fryses ned og anvendes til romkugler eller cake pops.

skære12

Det var lidt om hvordan man skærer bunde. Har du en favoritmetode? Spørgsmål? Eller gode tips og tricks? Skriv endelig en kommentar 😉 I næste lektion fortæller jeg om, hvordan du fylder kagen med mousse.

 

____

All images & content are copyright protected. Please do not use  images or text without prior permission.