Sådan laver du en kallalilje i fondant eller gum paste

Her er en ”how to”, der forklarer, hvordan du laver en kallalilje i fondant / gum paste, som du kan bruge som pynt på en kage.  Hvis du er nybegynder inden for kagedekoration, er kallaliljer et godt sted at starte!

kalla17

Kallaer er meget smukke og eksotiske blomster, der ofte optræder i brudebuketter og på bryllupskager. Min veninde havde en brudebuket, der udelukkende bestod af kallaer i forskellige farver, den var utrolig smuk.
Men selvom blomsten virker meget eksklusiv er den heldigvis simpel at lave i fondant eller  gum paste og en rigtig god ”begynderblomst”.

Du skal bruge:

Fondant eller gum paste
Tylosepulver, (kun, hvis du bruger fondant)
Kallaliljeudstikker og blomsterformer
Duster med maizena mel
Non-stick board eller skærebræt uden mønster
Rullepind
Skummåtte
Balling værktøj
Pastafarve (i den farve, som din kallalilje skal have, du behøver ikke pastafarve, hvis kallaen skal være hvid. Du skal dog bruge lidt gul pastafarve under alle omstændigheder)
Pulverfarve (gul og grøn pulverfarve)
Pensler (til lim og pulverfarver)
Spiselig lim (edible glue)
Køkkenrulle
2 spsk. almindeligt sukker
Frysepose
Lille flad skål

kalla1
Sådan gør du – Kallalilje:

1) Start med at farve din fondant eller gum paste i den ønskede farve med pastafarve. Husk: Hvis fondant eller gum paste ligger ude for længe ad gangen, så tørrer det og bliver ubrugeligt, så opbevar det i en lufttæt pose, når det ikke anvendes.

2)  Ælt fondanten så den er blød og tilføj en lille knivspids tylosepulver. Uden tylosepulver bliver fondanten for blød og svær at arbejde med. Hvis du anvender gum paste i stedet for fondant skal du ikke tilsætte tylosepulver.

pæ3
3) Tag et non stick board og dust det lidt med din duster. Du skal også duste din rullepind lidt inden du starter.

ger2
4) Rul fondanten / gum pasten ud på boardet. Det skal rulles tyndt ud.

kalla2
5) Udstik en blomst med kallalilje udstikkeren. Kør rundt med udstikkeren, mens du presser hårdt ned på fondanten. På den måde får du lavet et rent snit, så der ikke hænger ekstra fondant fast på kanterne af blomsten.

kalla3
6) Hvis du skal lave flere kallaliljer, er det nemmest at udrulle et stort stykke fondant / gum paste og udstikke alle blomsterne på én gang. Læg de blomsterblade du ikke bruger under noget madfilm eller du kan anvende en ”opbevaringsfolder” fra Wilton, så tørrer kronbladene ikke imens.

kalla4
7) Læg blomsterbladet på skummåtten og brug balling værktøjet til at tynde kanten af kronbladet ved at presse forsigtigt ned på kanten og køre langs med den. Når du tynder kanten får blomsterne et mere naturligt look. Du skal kun tynde den øverste halvdel af bladet (den spidse del er den øverste). Husk den ene del af balling værktøjet skal køre på blomsten, den anden halvdel skal køre på måtten.

kalla5
8) Placér nu blomsten rundt om en af blomsterformerne (hvis du bruger Wilton sættet). Blomsterformen gør at kallaen får den helt rigtige facon. Den hjerteformede del skal vende opad. Hold fast på blomsten med den ene hånd og kom lidt lim på kanten af blomsten med den anden hånd og lim blomsten sammen rundt om blomsterformen. Lad den stå og tørre et par timer på formen.

kalla6
9) Gentag evt. proceduren (trin 7-8) med resten af kallaerne, hvis du laver flere.

Sådan laver du støvdrageren

10) Kom sukkeret op i fryseposen. Tilsæt en lille smule gul pastafarve til sukkeret.

kalla8
11) Massér farven ind i sukkeret til alt sukkeret er gult og hæld sukkeret op en lille fladbundet skål

kalla9
12) Tag et stykke fondant, som du har farvet med gul pastafarve. Klumpen skal være ca. dobbelt så stor som en ært.

kalla10
13) Form klumpen, så den bliver en aflang støvdrager (ca. 2,5 cm), der går ud i en spids i den ene ende. Lav en til hver blomst.

kalla11
14) Kom edible glue på støvdrageren med en pensel.

kalla12
15) Rul støvdrageren i skålen med sukker.  Gentag med resten af støvdragerne. Lad dem tørre i ca. 20 minutter.

kalla13

 

kalla14
16) Når selve blomsten er tør kommer du lidt lysegrøn pulverfarve på bunden af blomsten med en pensel.  Pulveret hældes op på lidt køkkenrulle. Dyp en tør pensel i pulveret og bank penslen af på køkkenrullen, inden du maler blomsten med penslen.

kalla15

17) Kom edible glue inde i bunden af blomsten, samt i en stribe på den flade del af blomsten. Lim støvdrageren fast inde i blomsten og lad det tørre en times tid. Du kan evt. tilføre lidt gul pulverfarve inde i blomsten rundt om støvdrageren. Til sidst skulle din blomst gerne se nogenlunde sådan ud:

kalla18

Nu er din blomst færdig og du kan anvende den som pynt på bryllupskager eller festkager. Du kan også putte den ovenpå cup cakes.

kalla16
Kunne du bruge denne tutorial? Laver du kallaliljer på en anden måde eller har du spørgsmål til noget i indlægget? Du er meget velkommen til at sende mig en kommentar. Jeg svarer så hurtigt jeg kan  🙂