Sjov påskekyllingkage til påskefrokosten

Her er lidt inspiration til en herlig påskekyllingkage, du kan lave som dessert til påskefrokosten

Påskekylling

Kyllingen er en ret sjov gimmick på påskebordet. Jeg har lavet den flere gange og den vækker jubel hver gang 🙂

Kage

Selve kyllingens krop er chokoladekage (se opskrift her), som er bagt i en fodboldform.

Når kagen er kølet af, kan du pakke den ind i film, læg herefter en plastikpose udenom, så den ikke bliver tør. Lad kagen stå og sætte sig ved stuetemperatur et døgns tid. Herefter kan du dele kagen i 2 bunde – se vejledning. (du kan også vælge at fryse kagen ned til senere brug).

Fyld

Mellem bundene i kagen, har jeg lagt et lag hindbærmousse. Jeg har bygget kagen op i fodboldformen ved først at fore formen med plastik, så har jeg lagt skiftevis kagebunde og mousse ned i formen og ladet det sætte sig i køleskabet i nogle timer.

Gult overtræk

Bagefter har jeg vendt kagen ud på et fad, forsigtigt fjernet plastikket og opsmurt kagen med smørcreme (se opskrift nedenfor), som er farvet gult med pastafarve.

Pynt

Hønsefødder og næb er lavet af fondant, fødderne er farvet orange med pastafarve og formet i fri hånd. Øjnene er lavet af små stykker af hvid og sort fondant.

Fadet er pyntet med små chokolade-marcipanæg.

Opskrift på smørcreme
Author: Fundet hos Annettes Kager
Smørcreme til at overtrække en påskekylling-kage med
Ingredients
  • 250 gram flormelis
  • 125 gram smør (rigtig smør, ikke blandingsprodukt som Kærgaarden!)
  • En sjat mælk
  • Vaniljeessens
  • Ca. 1 tsk. gul pastafarve fra Wilton
Instructions
  1. Pisk flormelis og blødt smør sammen (jeg bruger en røremaskine, men du kan også bruge en håndpisker)
  2. Tilføj 2-3 dråber vaniljeessens, mens du rører
  3. Smørcremen må ikke være for hård for så bliver det svært at smøre kagen op, så du skal nu tilsætte lidt mælk og røre videre. Pas på ikke at tilsætte for meget mælk for smørcremen må hellere ikke blive flydende, den skal være blød som Nutella eller smør, der er lige til at smøre på brødet. Det er en balancegang og du må tilsætte mælk meget forsigtigt lidt ad gangen indtil du synes den har den rette konsistens. (Det er lidt ligesom når man laver glasur og tilsætter vandet til flormelis lidt ad gangen).
  4. Fortsæt med at piske smørcremen til mælken er fordelt og cremen har en blød og luftig konsistens.
  5. Til sidst tilsætter du pastafarve, mens du rører, tilsæt det lidt ad gangen, så farven bliver som du vil have den
  6. Nu er smørcremen klar til opsmøring af kyllingen.