Er du klar til at tage din kage til “næste level”? Bogstavelig talt! Her får du en vejledning, der viser hvordan du stabler en kage i 2 eller flere etager.
Når du laver en stablet kage i flere etager, bliver der automatisk lagt mærke til kagen på en anden måde end hvis det er en kage i et enkelt lag – det giver wow-faktor 🙂
SÅDAN STABLER DU KAGER
Det er ikke særlig svært at stable en kage i flere etager, men du skal sikre, at der er ordentlig støtte i form af pinde. Du må aldrig bare sætte kagerne oven på hinanden uden nogen støtte, da den nederste kage ikke vil kunne klare vægten og vil begynde at kollapse – temmelig katastrofalt, hvis det sker midt i en bryllupsreception!
Du kan købe særlige kage støttepinde (dowel rods), som er fødevaregodkendte. Til kagen på billedet har jeg anvendt 5 pinde, hvilket er lige i overkanten, men hellere safe than sorry ;-). Til en større kage skal du anvende flere pinde. Man kan både få pinde af plastik og i træ. Nogle anvender sugerør til at understøtte stablede kager, det vil jeg ikke anbefale da du ikke kan være sikker på, at sugerørerne kan klare vægten
Sådan gør du
1) Placér den største kage på et kagefad. Du skal fylde og overtrække kagen ligesom hvis du ville lave en kage i et enkelt lag (du kan læse mere om hvordan du laver fondantkager her).
2) Tag et tyndt stykke kagepap (1 mm tykkelse), som har samme omkreds, som kagen, der skal placeres ovenpå (du kan klippe kagepappet til med en saks, så det passer i omkredsen). Læg pappet ovenpå den nederste kage. Markér forsigtigt med en lille kniv eller tandstik, hvor omkredsen af kagen skal være. (lav markeringen, så det kun svagt kan anes).
3) Tag en eller flere af de små træpinde og stik ned i midten af kagen. Lav et lille snit eller markering med kuglepen på pinden dér hvor pinden stikker op ad kagen, så kender du den præcise højde på kagen.
4) Tag pinden op af kagen igen og skær træpinden over med en kniv dér hvor du har sat et mærke. Skær derefter de andre træpinde til så de har præcis samme højde. Hvor mange træpinde du skal bruge, afhænger af, hvor stor en kage, du vil placere ovenpå. Hvis kagen ovenpå er 25 cm i omkreds, ville jeg anvende 6 pinde, er den 15 eller 20 cm, kan du nøjes med en 3-4 pinde.
5) Den næste kage skal stå på et tyndt stykke kagepap, som har præcis samme størrelse, som det stykke pap, du oprindelig markerede kagens størrelse med. (Du skal placere kagen ovenpå kagepappet fra starten af, når du lægger kagen sammen). Det er vigtigt, at kagepappet flugter med kagen og ikke stikker for meget udfra kagen. Sørg for at den mindste kage også er placeret på et stykke kagepap, hvis du laver en kage i 3 etager.
6) Hvis du laver en kage i 3 etager, skal du nu gentage processen med at sætte træpinde ned i den næststørste kage, som skal stå i midten.
7) Placér kagen ovenpå den nederste kage. Brug en spartel til forsigtigt at lempe kagen på plads (dette skal gøres lige før servering). Sæt derefter den mindste kage ovenpå, hvis du laver en kage i 3 etager.