Denne appelsin frosting (smørcreme) er virkelig lækker ovenpå chokolade cupcakes eller vanilje cupcakes.
Du kan bruge denne frosting til flere forskellige typer cupcakes, f.eks. vanilje cupcakes, cupcakes med vanilje og chokolade stykker i, rene chokolade cupcakes og appelsin cupcakes. Til denne opskrift på frosting anvender jeg appelsin essens i stedet for appelsinjuice, da det smager kraftigere af appelsin end alm. saft.
Sådan laver du appelsin frosting / smørcreme
(Se opskrift og mængder nederst i indlægget)
Du starter med at komme blødt smør og flormelis i en skål og pisker det sammen på en røremaskine eller køkkenmaskine på medium hastighed. Tilføj piskefløde imens du fortsætter med at piske. Tilføj dernæst appelsinessens og orange madfarve eller pastafarve mens du fortsat pisker. Kom pastafarven i forsigtigt og lidt ad gangen, det farver ikke så meget i starten, men lige pludselig kan du måske få en mere orange kulør i frostingen end du havde tænkt, så forsigtigt og lidt ad gangen!
(Du behøver ikke tilføje madfarve / pastafarve, men din frosting får en flottere og mere “appelsin-agtig” farve, hvis du kommer det i).
Sådan pynter du dine cupcakes med frosting
Når du vil pynte dine cupcakes med denne appelsin smørcreme, er det vigtigt, at du anvender den korrekte tyl og min favorittyl er helt klart Wilton nr. 1M, som er den, jeg anvender mest til cupcake frosting. Den laver nemt en flot, tyk hvirvel, der ser meget ensartet ud. Jeg har et sæt med forskellige tyller fra firmaet Wilton, hvor 1M og en hel masse andre fantastiske tyller er inkluderet. En anden mulighed for at udsmykke dine cupcakes er at bruge Wilton nr. 2A, (som også er med i min samling af tyller), den er perfekt, hvis du vil have en top af frosting ovenpå dine cupcakes, men uden en hvirvel. Der findes også mange søde muffins papirforme, der kan give dine cupcakes et ekstra pift, når du serverer dem. Du kan evt. have glæde af at kikke på denne youtube video hvis du vil lære mere om cupcake frosting.
SE OGSÅ: De vigtigste redskaber til at lave cupcakes og muffins
- 230 gram smør
- 500 gram flormelis
- 4 tsk piskefløde
- 1 tsk appelsin essens
- Orange pastafarve
- Kom smør og flormelis i en skål og pisk det sammen på en røremaskine eller køkkenmaskine.
- Tilføj piskefløde mens du fortsætter med at piske.
- Tilføj appelsin ekstrakt og orange madfarve eller pastafarve mens du fortsat pisker.