Lækre svampede lagkagebunde

Denne opskrift på lagkagebunde er perfekt til fødselsdagskager, bryllupskager og andre festkager med fondant. Bundene bliver lækre og luftige.

1-IMG_0188

Kagen har en diameter på 20 cm. Den kan deles i 2-3 bunde (afhængig af bundenes tykkelse) og kan fryses ned. Husk at lade kagen sætte sig et døgns tid, inden du skærer den i bunde.

Lagkagebunde – Sådan gør du:

Start med at tænde ovnen på 175 C.

Smør derefter bageformen og klip et stykke bagepapir ud, så det er rundt og har samme diameter som bunden af formen. Herefter klipper jeg nogle lange strimler bagepapir ud, som jeg sætter fast i formen langs med siderne:

ra5

Jeg gør dette for at kagen ikke hænger fast, men bliver så pæn og jævn som mulig.

Dejen – sådan gør du:

Del æggene i hvider og blommer.

1-IMG_0119
Bland æggeblommerne med sukker.

1-IMG_0122

Pisk grundigt til dejen er lys og skummende.

1-IMG_0132

Pisk æggehviderne stive i en separat skål.

1-IMG_0134

SE OGSÅ: Anmeldelse og test af de 3 bedste køkkenmaskiner til kager og bagning

I en anden skål blander du mel, kartoffelmel og bagepulver. Sigt så mel, kartoffelmel og bagepulver ned i æggemassen og rør det grundigt sammen. Vend derefter de stiftpiskede æggehvider i.

Hæld dejen op i formen og sæt den i ovnen i  ca. 45 minutter. Du skal ikke åbne ovnen i de første 30 minutter. Bagetiden afhænger også af hvor stor en kage du bager. Jeg har prøvet at lave en dobbeltportion i en form, der var 30 cm i diameter, hvor den skulle have over en time. Pas også på, at den ikke får for meget, for så bliver den tør. Du kan prøve at stikke en kødnål eller lign. i kagen og se om der hænger dej ved.1-IMG_0141

Lækre svampede lagkagebunde
Author: Himmelske Kager
Lagkagebunde til en kage på 20 cm i diameter
Ingredients
  • 5 æg
  • 120 g sukker
  • 100 g mel
  • 15 g kartoffelmel
  • 1 tsk bagepulver
Instructions
  1. Sørg for at alle ingredienserne har stuetemperatur inden du starter.
  2. Tænd ovnen på 175 C.
  3. Smør bageformen og kom bagepapir i bund og kanten
  4. Del æggene i blommer og hvider.
  5. I en skål blander du æggeblommer og sukker. Pisk grundigt til dejen er lys og skummende.
  6. Pisk æggehviderne stive i en separat skål.
  7. I en anden skål blander du mel, kartoffelmel og bagepulver.
  8. Sigt mel, kartoffelmel og bagepulver ned i æggemassen og rør det grundigt sammen.
  9. Vend derefter de stiftpiskede æggehvider i.
  10. Hæld dejen op i formen og sæt den i ovnen i ca. 40-45 minutter.

Sådan skærer du kagen i bunde

Inden du går i gang skal kagen være helt afkølet, jeg venter normalt 1 døgns tid inden jeg skærer kagen i bunde, for du risikerer, at kagen går i stykker eller krummer meget, hvis den er helt friskbagt, når du skærer i den. Pak kagen grundigt ind i madfilm og en plastikpose, så den ikke tørrer ud. (Vent til kagen er kølet af, inden du pakker den ind).

Kagebunde, drømmekage1

Brug en kagedeler

Når du skære kagen i bunde er det en god idé at have en silikonemåtte, som du kan placere kagen på imens, så den står stabilt på bordet, mens du skærer kagen.

Jeg bruger en kagedeler til at skære kagen i bunde, det er det nemmeste, synes jeg. Læg kagen på bordet og sav forsigtigt igennem kagen en bund ad gangen med kagedeleren. Den kan indstilles, alt efter hvor tykke du vil have bundene. Det gode ved kagedeleren er, at bundene får samme tykkelse.

Kagedeler

Jeg indstiller normalt størrelsen på kagedeleren til 1 cm. og begynder langsom at file igennem kagen, sørg for at have kagedelerens to “fødder” konstant placeret på bordet imens du filer.

Kagebunde, drømmekage6

Når du har filet igennem den første bund fjerner du først den store del af kagen og derefter bunden, som du netop har skåret. Jeg anvender en pizza spade til at flytte kagen, så jeg sikrer, at hverken restkage eller bund knækker når jeg løfter den væk fra måtten.

Kagebunde, drømmekage5

Derefter placerer du resten af kagen på måtten igen og fortsætter med at file igennem bund nr. 2 på nøjagtig samme måde som med bund nr. 1. Når du er færdig med bund nr. 2, skærer du bund nr. 3 igen på præcis samme måde.

Lyse bunde 3

Meget simpelt 🙂

Ofte fryser jeg en kage ned til senere brug. Du kan enten skære den i bunde efter et døgns tid og så fryse den ned med bundene stakket oven på hinanden (kom lidt bagepapir eller mellemlægspapir mellem bundene) eller du kan fryse den ned i et stykke og skære den i bunde når den er optøet igen. Inden du fryser den ned, skal du pakke den grundigt ind. Jeg bruger madfilm og en plastikpose.

Du skal ikke smide kageresterne der bliver til overs ud. De kan fryses ned og anvendes til romkugler eller cakepops.