Fornylig lavede jeg en Star Wars kage og her skulle jeg bruge et Star Wars logo i fondant til at ligge ovenpå kagen – se her hvordan jeg gjorde.
Til Star Wars logo i fondant skal du BRUGE:
Fondant
Tylosepulver, (kun, hvis du bruger fondant)
Pastafarver (og evt. guld glimmer, hvis du vil have et logo i guld ligesom på billedet)
Et Star Wars logo på papir, printet fra nettet
Duster med maizena mel
Non-stick board /skærebræt uden riller
Rullepind
Edible glue (spiseligt lim)
Pensel (til lim)
Nål/kødnål (kan også bruge tandstikker, men en kødnål er bedst)
1) Start med at finde et Star Wars logo, som du synes er pænt, og print det ud og klip det til. Sørg for, at det passer i størrelsen til kagen (du kan tjekke ved at lægge papiret ovenpå kageformen).
2) Ælt fondanten så den er blød og tilføj en lille knivspids tylosepulver. Uden tylosepulver bliver fondanten for blød og svær at arbejde med.
3) Farv fondanten i de farver, som du skal bruge til dit logo. Du skal bruge pastafarver. Se vejledning. Jeg farvede ikke mit logo på forhånd, men penslede det med guldfarve i pulverform bagefter.
4) Tag et non stick board eller skærebræt uden riller og dust det med maizena mel. Du kan bruge en duster. Du skal også duste din rullepind lidt inden du starter.
5) Udrul dernæst fondanten / gum paste tyndt, men ikke for tyndt, du må prøve dig lidt frem.
6) Kom lidt maizena ovenpå fondanten med din duster og læg papiret ovenpå.
7) Prik langs med bogstaverne med din nål. Lav et passende antal huller, så du har noget at skære ud efter. Pas på du ikke kommer til at skubbe til papiret så det rykker sig.
Her har jeg lavet huller langs med bogstaverne:
Og sådan ser det ud når jeg forsigtigt fjerner papiret:
8) Lad fondanten tørre i ca. 10-15 min. og skær meget forsigtigt bogstaverne ud ved at følge de små prikker/huller.
Her er det færdige logo:
9) Herefter farver jeg logoet ved at komme en lille bitte smule vand på bogstaverne (meget lidt) og pensler dem med meget fint guld pulver som jeg har hældt ud på et stykke køkkenrulle. Jeg bruger en tør pensel.
10) Lav bogstaverne tørre en dags tid inden du skal bruge dem og sørg for at alt løst guldpulver er børstet af inden du komer bogstaverne ovenpå kagen.
11) Når du skal lime bogstaverne på kage, kan du forsigtigt komme lidt spiselig lim (edible glue) bag på hvert bogstav og så lægge det over på kagen et ad gangen.
Se også: Star Wars kage til fødselsdag