Opskrift på Swiss Meringue smørcreme

Swiss Meringue smørcreme er kongen af smørcreme og perfekt til opsmøring af bryllupskager og til frosting af cupcakes! Her får du min favoritopskrift.Swiss Meringue smørcreme


Jeg har forsøgt mig med forskellige opskrifter på Swiss Meringue smørcreme, men jeg synes faktisk at denne her er den allerbedste. Udover, at den er lækker og luftig, er den også nem og hurtig at lave. Den er perfekt til frosting af cupcakes og også super god til opsmøring af fondantkager til bryllupper, fester med mere (se min vejledning til opsmøring her).

Sådan pynter du dine cupcakes med frosting

Hvis du bruger swiss meringue smørcreme til dekorering af cupcakes, skal du bruge en 1M tyl fra Wilton, min favorittyl er  helt klart Wilton nr. 1M, som er den, jeg anvender mest til cupcake frosting. Den laver nemt en flot, tyk hvirvel, der ser meget ensartet ud. Jeg har et sæt med forskellige tyller fra firmaet Wilton, hvor 1M og en hel masse andre fantastiske tyller er inkluderet. En anden mulighed for at udsmykke dine cupcakes er at bruge Wilton nr. 2A, (som også er med i min samling af tyller), den er perfekt, hvis du vil have en top af frosting ovenpå dine cupcakes, men uden en hvirvel. Der findes også mange søde muffins papirforme, der kan give dine cupcakes et ekstra pift, når du serverer dem. Du kan evt. have glæde af at kikke på denne youtube video hvis du vil lære mere om cupcake frosting.

SE OGSÅ: De vigtigste redskaber til at lave cupcakes og muffins

Opskrift på Swiss Meringue smørcreme
Author:
Lækker opskrift på Swiss Meringue smørcreme. Opskriften rækker til ca. 10-12 cupcakes.
Ingredients
    • 3 æggehvider
    • 2,5 dl sukker
    • 100 gram usaltet blødt smør
  • 1 tsk vanilje ekstrakt
Instructions
    1. Kom æggehviderne op i en metalskål. Pisk dem sammen til det skummer, men lad være med at piske mere, når det begynder at skumme.
    1. Hæld sukkeret i og opvarm blandingen langsomt over et vandbad, mens du pisker stille og roligt.
    1. Pisk til blandingen har en temperatur på ca. 70 grader (sukkeret skal være helt opløst, tager ca. 3-5 min.)
    1. Tag æggemassen væk fra vandbadet og bliv ved med at piske til blandingen har stuetemperatur igen (det er en god idé at bruge en røremaskine, da det tager ca. 10 min.)
    1. Kom små stykker smør i blandingen og bliv ved med at piske til cremen har samlet sig.
  1. Tilsæt vaniljeessens tilsidst.

4 gode råd:

Swiss Meringue smørcreme har ry for at  være lidt vanskelig at lave, men man skal bare følge disse 4 gode råd, så går det sjældent galt (riv venligst ikke hovedet af mig, hvis det går galt alligevel – øvelse gør som bekendt mester 😯 )

    1. Æggehvider og sukker skal opvarmes til den rigtige temperatur = 70 grader. Hvis du ikke har et termometer kan du forsigtigt dyppe dine fingre i blandingen og mærke om blandingen føles knasende fra sukkeret mellem dine fingre. Hvis det slet ikke knaser, er den perfekt (pas på du ikke brænder dig).
    1. Når du pisker æggehvideblandingen, skal du blive ved med at piske indtil blandingen har stuetemperatur, inden du blander smørret i.
    1. Husk at bruge usaltet smør, da smørcremen ellers vil smage alt for salt
  1. Hvis smørcremen begynder at skille mens du pisker, skal du ikke blive nervøs, bare fortsæt med at piske på høj intensitet, så samler den sig igen.