Nå så kunne jeg ikke løbe fra det længere – jeg er blevet 40! Gisp! Men derfor kan man jo godt lave en fødselsdagskage til sig selv og fejre dagen med stil 😉
Hvor blev tiden dog af? Jeg synes da ikke det er ret længe siden, at jeg fyldte 29.. og 29 er jo en dejlig alder, som man kan beholde i mange år 😉
Nå.. men fødselsdag er jo altid en god anledning til at lave kage 🙂 og også denne gang skulle der være lidt til den søde tand.
Bunde og fyld
Kagebundene er drømmekage. Drømmekage (altså uden snasket på toppen) er faktisk ret godt til fondantkager. Kagen er svampet og lækker og samtidig nem at skære i bunde. Fyldet består af hindbærmousse og chokolademousse:
Kagen er overtrukket med chokoladeganache og fondant. Hvis du vil lære mere om at lave fondantkager, kan du kikke her.
Blomsterpynt og bogstaver
Til min store dag, skulle der være masser af sukkerblomster på kagen: På toppen og siden af kagen har jeg sat roser i forskellige nuancer af lyserød, rød og hvid. Jeg har lavet roserne i fondant blandet med tylosepulver. Roserne er sat fast på kagen med en tandstik. Du kan se, hvordan jeg laver roserne her. Liljen og duftrankerne er også lavet i fondant og sat fast med blomstertråd.
Bogstaverne er lavet med udstikkersættet “Script” fra FMM (der er brugt 2 sæt: Et med store bogstaver og et med små bogstaver). Du kan læse dette blogindlæg, hvis du vil vide mere om hvordan man laver bogstaver til fondantkager.
Onlays
Ringmønsteret på siden af kagen er lavet med onlays. Det er en silikonemåtte, som er virkelig simpel at bruge og det giver lige et ekstra pift, synes jeg.
Man blander fondanten med lidt tylosepulver og ruller fondanten ud over silikonemåtten med sin rullepind. Når man ruller med sin rullepind oven på måtten, skal man trykke til, men være forsigtig og ikke rulle det samme sted ret længe. Jeg fjernede den overskydende fondant med en tandstik og limede ringene fast på kagen med spiselig lim. Jeg har ved en tidligere lejlighed taget et par billeder af teknikken:
Og her er det færdige resultat: